I DcH Silkeborg træner vi i hold med en-to instruktører og hver træningslektion varer ca. 1½ time.
Træningen består primært af praktisk træning, men indeholder også teori.

Instruktøren vil for hver øvelse give en forklaring og beskrivelse af øvelsen, samt eventuelt vise, hvordan øvelsen ser ud.
Under træningen hjælper instruktøren og giver feedback til hundeførerne.

På holdene hjælper vi hinanden i små grupper på to-tre personer. Under selve træningen af øvelserne vil hver gruppe arbejde med én hund ad gangen.  De øvrige hunde venter i bilen til det bliver deres tur, og hundeførerne er dermed engagerede træningsmakkere, som observerer og hjælper med at give feedback til den aktive hundefører. Der arbejdes koncentreret med én øvelse ad gangen. Den enkelte hund trænes i flere pas i løbet af en træning, dvs. den er “på” flere gange, afbrudt af pauser i bilen.

Fordelen ved dette er, at hundene træner i korte pas med fuld koncentration og intensitet. Både hund og fører vil på denne måde få bedre, mere intensiv og mere effektiv træning uden så meget spildtid. Desuden bliver man som hundefører opmærksom på, hvordan man kan træne med mere præcision og fokus – også når man træner hunden hjemme.

Til træningen skal du medbringe en MASSE bløde små godbidder, legetøj, line, halsbånd / sele og klikker (du får udleveret en klikker, når du starter i DcH Silkeborg).

Godbidderne skal være attraktive, så de har høj værdi for hunden. Det kan f.eks. være kylling, pølser, oksekød eller lignende skåret i små stykker. Det er IKKE nok med tørkost eller hundens normale foder – heller ikke selvom det fungerer fint derhjemme…

Legetøj kan f.eks. være bold, træktov eller lignende. Det er en god idé at have flere slags legetøj med og meget gerne to af hver slags. Desuden er det en fordel at have legetøj, som kun anvendes til træning.

Linen skal være en fast line på ca. 1,5-2 meter, dvs. ingen flexliner

Hunden skal være iført halsbånd eller sele, som sidder godt på hunden. Halsbånd må ikke være med kvæl eller på anden måde genere hunden eller påføre den ubehag.

Nyheder

Sponsorer